I dag fik jeg trangen til at kalde søen for smaragd-søen. Måske fordi jeg elsker grønt, og ønsker mig et smargard vedhæng, der er formet som en stav. Den smaragd grønne er noget af det klareste jeg kender.
Egentlig har vi altid kaldet søen og området for grusgraven, om der er gravet grus der, ved jeg ikke noget om. Det jeg ved, er at heste og kreature altid gik på græs der.
Som børn havde vi en gammel jernjolle, hun hed Mary, eller rettere Yram, for da jeg som barn skulle skrive navn på den orange jolle ville jeg gøre mig umage ; -) “En sjov detalje er at Kims morbrødre havde været med til at lave båden, og da jeg fra Randers, mødte Kim fra Herning.
Det viste sig senere, at min far og Kims mor havde gået på samme skole i Askildrup. Det var der jeg hørte historien om at min far havde sagt: engelsk lyder som en frø der kvækker. Alle huskede det, for det var sjovt ;- )”
Vi sejlede på søen, vi badede der, vi stod på skøjter om vinteren.
Som ung sad jeg på skrænten, væk fra køerne, og læste bøger.
Søen er en perle, og området er så stille, befriende dejligt, og en stor kontrast til det aktive pulserende liv.
Og tænk søen er nu vores.
Anette
