Om Lille Amstrupgaard
Jeg har valgt at døbe bloggen Lille Amstrupgaard, fordi det hedder ejendommen vi bor på, som 4. generation. Bloggens hoved tema er taknemmelighed.
Hjemmet er omdringspunktet for bloggen, jeg elsker hjemmet, med alt hvad det indeholder. Samtidig har jeg har en stærk passion for at formidle og skrive.
Bloggen kommer til at handle om, livet generelt, om livet på landet, og hverdagen, om køkkenhave, om drivhuset, og søen, hønsene- de røde amerikanere, og samojede hunden Lucky. Og de mange nye tiltag der opstår her, samt popup-events.
Der vil også være noget om farver, om blomster, om planter, om at bygge om, om at indrette.
Jeg hedder Anette, er fra 1966, uddannet blomsterbinder tilbage i 1988, og arbejder med blomster i det daglige. Jeg er utroligt glad for at gøre omgivelserne smukke. Blomster er luksus.
Jeg er gift med Kim, sammen har vi to børn, og tre vidunderlige børnebørn.
Jeg skatter hjemmet, med alt hvad der høre til i et hjem, og finder det sjovt.
Jeg elsker at lave noget, at være kreativ og aktiv, lige så meget elsker jeg at skabe tid til mit meditations-space hver morgen.
Her på matriklen har jeg fået den største legeplads man kan tænke sig til, ideerne popper som popcorn i en gryde, nogle lander andre flyver videre.
Vi er 4. generation her. Den gamle dame som er bag plankerne er fra 1856. Hun fik planker på, da mine forældre havde midlerne, og ønsket om at gøre det hele så velligeholdesfrit som muligt. De blev selvstændige i 1987, med virksomheden Den Bette maskinhandler, læs lige hvor stolt jeg er af dem begge.
Mine bedsteforældre, på fars side, boede her før mine forældre, og før igen mine oldeforældre.
Jeg har altid elsket stedet og området. Og jeg er så heldig at Kim også er vild med det hele. Vi valgte at sælge vores gamle hus, gennem 18 år, for at købe dette sted med tolv tønderland, en sø, mange bygninger og et sommerhus, alt lige rundt omkring os.
Rejsen hertil, har varet lang tid, altså i mit hoved. Men hvor lang tid tager det mon at komme ”hjem” når rejsen har været snørklet, og til tider ganske udfordrende. Sagen er, at vi er her præcist til rette tid, og letheden op til salg og køb, er helt efter mit hoved.
At lande er en anden sag, for jeg skal huske alle ønskerne for stedet, og dem er jeg blevet holdt op på fra dag et, vidunderlige univers.
Da jeg opdagede det, lo jeg.
Stedet her vrimler med liv.
Tak
Jeg ønsker for dig, at du vil finde dig godt tilpas her på Lille Amstrupgaards blog, og håber du kan nyde den stille stund.
Anette
Du er velkommen til at sende en mail
på flora.flora.dk@gmail.com
